|
og ind blandt publikum med et par besvimelser til
følge – to hundrede meter fra det sted, det var sprunget af. Men
stor sikkerhed bragte Campbell vognen til standsning. Den stakkels
dreng blev bragt på hospitalet, hvor han døde om natten. Campbell
var utrøstelig og græd som et barn, fortalte Dynesen. Politiet
plomberede „Bluebird", og da Campbell om søndagen deltog i
løbene, var det som passager hos sin mekaniker Cameron i Itala'en.
Men tilbage til søndagens løb. Under vældig
larm og med fygende sand startede de fire vogne med få sekunders
mellemrum på den 2 km lange bane. Nr. 47 ,Landevejens
Aeroplan" kom flere gange til at svare til sit navn, idet den
efter tilskuernes udsagn ofte var op til en alen oppe, når den
passerede ujævnheder i sandet. ,,Det var nødvendigt at holde godt
fast på rattet" sagde Dynesen, „gennemsnitsfarten blev målt
til 203 kmt, og ved målet var den 225. Jeg passerede
først svenskeren, så englænderen og tilsidst tyskeren. Tyskeren
var iøvrigt noget sur, men Campbell kom hen og gav mig
hånden – han var en sportsmand og en gentleman".
Således vandt Dynesen „Nationernes Kamp"
og dermed løbets fornemste sølvpokal – synd at han ikke kom til
at måle sig med Sunbeam'en. Bladet „Auto" behandlede hans
sejr meget køligt – ingen tider blev angivet for dette sidste
løb – og grunden må vel søges deri, at man fandt det klogest at
gå stille med dørene, ellers blev der måske intet Fanø-løb
næste år.
Det blev der alligevel ikke, 1924 blev det
6. og sidste Fanøløb. Men for Dynesen blev hjemturen et sandt
triumftog, og mange byer havde rejst æresporte for ham.
Nogle år havde Dynesen raceren stående, så
solgte han til en mand ved navn Råkær,som igen solgte den til en
produkthandler Einar Skov for 600 kr.
|
|
Dynesen fortalte mig, at
vognen stod i en lille skov i nærheden af Hurup i Vendsyssel, og
forfatteren tog straks derop – det var omkring 1954 – men
kom to år for sent. Den var blevet slagtet i Lemvig, og der var
ikke levnet en stump af den.
Ry Andersen.
Ved restaurering af ældre biler ser man ofte det
elektriske system flikket sammen mere eller mindre „för tilfället", enten det så skyldes manglende viden om
elektriske kredsløb eller det skyldes dovenskab. Det er nemlig med
det elektriske, som det er med alt andet på den gamle: Hvis det
ikke er lavet rigtigt fra starten bliver det ikke lavet, før det
går virkeligt i stykker. Og det kan indtil da være årsag til
adskillige eder og forbandelser fra den stolte ejer af det
genstridige køretøj samt hovedrysten og medlidende blikke fra
venner og bekendte, som i forvejen har svært ved at forstå, at man
gider beskæftige sig med sådan noget gammelt skidt. De fleste vil
naturligt nok søge at bevare så meget som muligt af originale dele
på den gamle bil, der står for restaurering. Men lad os se i
øjnene: Det kan næsten aldrig betale sig at forsøge at bibeholde
det originale ledningsnet på grund af faren for mørnet isolation.
Man må jo huske, at da bilen blev bygget, havde man ikke andre
praktisk anvendelige isolationsmaterialer til kabler end gummi og
lærred, og disse materialer mister deres smidighed, efterhånden
som de ældes.
Fortsættes s. 24
|
