Egentlig burde jeg ikke skrive til et bilblad, jeg er nemlig cyklist både til daglig og i ferier og en samler af veterancykler.
   Bilismen er imidlertid ikke fremmed for mig, da jeg er vokset op som søn af en bilmand, der i over 40 år har solgt biler, og familien har beskæftiget sig med biler så længe jeg kan huske. Det er måske en af grundene til, at jeg er cyklist.
   Gennem min barndomserindring går en strøm af mere eller mindre mærkelige vogne, som min far i tidens løb enten selv har ejet eller skulle sælge. 

Blandt familiealbummets billeder finder jeg min far som ejer af blandt andre Protos N.A.G. phaeton 1919, Graham Paige 1921, Pontiac 1929, Nash 1930 og mange andre. Biler har været til glæde og sorg i familien, men egentlig har jeg aldrig selv ønsket at få bil eller interesseret mig for dem, indtil en lille grøn Morris 8 1935 på en mærkelig måde kom ind i mit liv, den blev min første bil og medvirkede til, at jeg også fik interesse for veteranbiler.
   Det er ikke fordi Morris 8 er noget særligt blandt veteranbilentusiaster, men

dog betyder Morris 8 mere for mig end blot en bil fra trediverne. Den har nemlig en lille historie bag sig, og det er mit indtryk at veteranbilers forhistorie kender de nuværende ejere kun lidt eller slet intet til, og hvordan de kom i de nuværende ejeres besiddelse taler man, af en for mig uforståelig grund, ikke om.
   Efter i flere år at have været ansat hos Opel i Tyskland og Norge kom min far i begyndelsen af trediverne til firmaet

1935, forfatteren var tre år

Vilh. Nellemann i København. Far handlede først med Nash, men i 1934-35 importerede Vilh. Nellemann fra Morris i Oxford en masse af de små og billige Morris vogne.
   I 1935 kom omtalte model, hvis betegnelse er Morris Eight, Series I. Den fandtes i fire grundmodeller, en todørs og en firedørs saloon (med eller uden solskinstag), og en topersoners roadster og en firepersoners touring (udvendigt forskellige ved mere eller mindre stejl bagende). Saloonen var tofarvet sort og rød, blå eller grøn, de åbne var ensfarvede med sorte skærme. Prisen herhjemme var for sedanmodellen 3.975 kroner incl. omsætningsafgift og 3.750 for roadsteren. 

En enestående pris for en lille robust vogn og enestående blandt andet også på grund af de hydrauliske bremser, som ikke fandtes på mange små vogne i trediverne. Jeg vil ikke nævne alle de andre tekniske oplysninger fra salgsbrochuren som hk og lgn. — kun at det oplyses at affjedringen er „fuldstændig som i en stor vogn"!
   Morris Eight blev en 'folkevogn' og mange hundrede blev solgt, hvoraf min far tegner sig for adskillige, ifølge hans endnu eksisterende optegnelser over kendte og ukendte købere af Morris 8 i 1935.
   Naturligvis købte far selv en grøn Morris 8 hos Vilh. Nellemann, og det blev familiens faste vogn. Jeg erindrer mange ture i ind- og udland i denne vogn, og i 1938 var vi i vor 'lille grønne', som jeg kaldte den, nummer ét af de private vogne, der kørte over den ny Storstrømsbro. Vi havde tilbragt mange timer for at være de første, der kørte over. Stående på skødet af min mor med hovedet op gennem solskinstaget kørte jeg over broen i 'den lille grønne'.
   I 1939 lagde krigen en stopper for bilsalget, og min far måtte som så mange andre i 1940 klodse sin bil op. Den blev gemt væk i kassematterne i fortet ved Vestenceinten ved Rødovre. Jeg husker, hvordan jeg var ude for at sige farvel til den. I de første år under krigen kørte vi tit på cykel ud til bilen for at trække motoren rundt. Jeg husker, hvordan vi meget hemmeligt kom ned i en stor kælder, hvor 'den lille grønne' stod gemt og klemt inde mellem mange af tredivernes store biler. Jeg blev pålagt dyb tavshed om, hvor vi havde været.
   I krigens sidste år mistede far vist nok interessen for Morrisen, der var jo nok andet at tænke på, den blev ikke passet, og det var sikkert grunden til, at da vi i 1945 skulle ud at køre igen, sad motoren