fast. Den fik nye stempler, for første og eneste gang i sit liv. Der var en del problemer med at køre, det var noget med 'brugstilladelse' og benzinrationering, nøjagtigt husker jeg det ikke, men i hvert fald var vi kørende i Morris'en omkring juletid 1945. Bilimporten var ikke kommet i gang og alle ville ud at rulle, men der var ingen biler at få, Jeg husker, far fortalte at han blev tilbudt 6.000 kroner for Morris'en. Han solgte den ikke, men brugte den som daglig vogn indtil omkring 1950. Da var far kommet til De Forenede Automobilfabrikker, som importerede Austin, og som sælger kunne han jo ikke være bekendt at køre rundt i en gammel Morris, og den 'lille grønne' blev sat hen for anden gang.
   Et par gange i årene 1950-53 blev den brugt som reservevogn og til et bestemt formål. Belæsset til det yderste med alt hvad tre mand skal bruge i et par uger, kørte far med et par andre roere til provinsens roklubber, hvor man lejede en båd og drog på langtur, efterladende Morris'en i havnen i det næste par uger, hvor ingen jo bekymrede sig om eller gad Stjæle denne gamle vogn, der nu ikke så særlig godt ud.
   Far havde fået en anden vogn og Morris'en blev brugt mindre og mindre, i årene 1954-55 husker jeg ikke at have set den.
   Jeg var i mellemtiden blevet gift og i 1956 blev familien forøget med en datter. Vor barnevogn var af en gammel type, der ikke kunne slås sammen, så det var noget af et problem at komme rundt, indtil far pludselig kom i tanker om at den gamle Morris vidst kunne bruges, den havde jo en praktisk bagagebærer bag på. Nummerpladerne havde far af forskellige grunde bibeholdt, og nu kom 'den lille grønne' atter til værdighed som barnevognstransport. Vi rullede rundt med barnevognen på bagagebæreren og således blev Morris'en også for min datter

 den første vogn hun rigtigt kan huske at have kørt i.
   Det blev imidlertid ikke så lang tid den fik lov at køre. 1 1958 blev den for tredje gang sat hen i fars gamle garage, som han havde haft siden trediverne. I 1964 besluttede han sig at skille sig 

1965.

helt af med den gamle. En opkøber bød 100 kroner for den, hvis den blev bragt ud til ophug. Jeg som nu i et par år havde samlet veterancykler og startet Dansk Veteran-Cycle Club og fået interesse for gamle ting, syntes det var synd at sælge min gamle barndomsbil. „Det er din, hvis du vil have den," sagde far, og pludselig var cyklisten blevet bilejer, for naturligvis sagde jeg ikke nej. En mørk vinteraften i 1964 slæbte vi den til Lyngby, hvor jeg boede.
   De næste måneder tilbragte jeg dels i motorrummet på 'den grønne' og dels læsende i den originale værkstedsbog, som far havde fundet til mig, Jeg prøvede nu

 at sætte mig ind i en bilmotors virkemåde, og efter at have renset karburator, ordnet det elektriske, givet motoren noget ReDex og drejet den rundt med håndsvinget så mange gange, at min højre arms muskel var blevet som en bryders, fik jeg en dag kompression på motoren, og hvordan ved jeg ikke, men pludselig gik den i gang. Jeg tror ikke, jeg glemmer den dag, det var den 20. maj 1964 kl. 16:30, og det gør naboerne heller ikke. De havde med

spydige bemærkninger fulgt cyklistens anstrengelser og forsøg på at blande sig i motorverdenen. Nu fik de travlt med at redde sig væk og lukke vinduerne, da jeg indhyllende nabolaget i en fed, sort røg, langsomt rullede rundt om karreen. Da bremserne ikke virkede måtte jeg forsøge at holde lidt igen med håndbremsen. Da motoren havde gået i nogen tid og røgen var trukket væk, kom naboerne frem igen for at se om der var noget tilbage af mig og min vogn. Da de havde set at alt var i orden, forsvandt de hovedrystende.   

Nu da motoren gik, besluttede jeg at restaurere Morris'en fuldstændigt. Jo mere jeg kom i bund med det hele, jo mere overrasket blev jeg ved at opdage, hvor lidt rustangrebet den var. Det var i virkeligheden kun på overfladen, den så forfærdelig ud. Men det var et tidskrævende arbejde, da der var mange småting som skulle bringes i orden. Jeg blev medlem af DVK og det var med en smule stolthed, jeg i efteråret 1965 deltog i 'Sjællandsløbet' og for første gang i et veteranbilarrangement med en selv-istandgjort bil og tilmed familiens gamle Morris 8.
   Desværre kom min far ikke til at opleve Morris'en færdigrestaureret, min deltagelse i et veteranbilløb og min interesse for den gamle Morris i øvrigt. I foråret 1965 blev han ramt af en alvorlig sygdom, der gjorde ham hjernesvækket. Hans sygdom var også årsag til at Morris'en nu for første gang skulle skifte ejer og til syn.
  Første gang blev den kasseret, da jeg forsøgte at bibeholde den originale kombinerede stop-, bag- og nummerpladebelysning. Da jeg havde moderniseret den lidt gik Morris'en flot gennem syn, men der var heller ikke en rustplet og under skærmene sad endnu en del undervognslak fra 1935 tilbage. Jeg blev lidt ærgerlig over, at man ved synet ikke beundrede mit store arbejde med istandgørelsen, men hvorfor skulle den Bugatti da også netop til syn samtidig!
   Min Morris 8 er som sagt ikke en vogn, veteranbilfolk får tårer i øjnene ved at se, men mit private tilhørsforhold til 'den lille grønne' er sikkert større end mange andres. Den er heller ikke nogen rigtig veteranbil, men det bliver den jo nok engang. Jeg tror ikke der er mange, der kan følge deres bil nøjagtigt i 33 år og gennem dens 110.975,6 km (pr. 1/5-1968).

                          Finn Wodschow.