|
til dette løb, det korrekte tal
var 63. Det tangerer rekorden for et veteranbilløb i Danmark. Som
Claus Ahlefeldt bemærkede har englændernes på forhånd lovede
tilstedeværelse i deres Rolls-Royces sikkert en stor del af
skylden. (At der så kun var to af vognene, der var værd at vise
interesse, er en anden sag. Det er dog immervæk et pust udefra, og
nye ansigter blandt de i forvejen kendte).
Videre i sin tale takkede Claus Ahlefeldt BP som
sponsor og for samarbejdet med turistchefen.
Så De for øvrigt den servicevogn, BP havde sendt til
løbet. Det var et under af teknisk orden og snilde, og ingen
behøvede at være nervøs for at komme i nød med et så alsidigt
rullende værksted inden for rækkevidde.
Presse til et løb af denne kategori er et
uomgængeligt positiv og en nødvendighed for at udvikle det i
international retning, Et stort arbejde var gjort og ikke alene
hjemlige aviser og TV var involveret, men også engelsk TV bragte
meddelelse om løbet. Publicity bringer automatisk det næste punkt
i talen frem. Salg og køb af biler i udlandet. Det er mig en kilde
til stor undren og for øvrigt også irritation, at man kritiserer
folk, som sælger deres gamle biler til udlændinge. For det første
er det folks private ejendom, og som sådan har de lov at gøre med
den, hvad de ønsker. Desuden foregår en livlig import af biler,
så livlig at den sikkert opvejer exporten. I hvert fald er det for
største del Ford A, der exporteres, og de findes i et endnu stort
antal herhjemme, mens importen i alle tilfælde er sjældne vogne.
På den anden side er jeg ikke enig med Claus Ahlefeldt, når han
påstår, at han undgår at avertere sine biler til salg i Danmark
for ikke at jobbe priserne op på |
|
hjemmemarkedet. Den eneste måde,
hvorpå en export kan om ikke undgås så dog mindskes, er da ved at
holde udlandets priser. Men mon ikke vi er ved at komme godt med
herhjemme? Fornylig så jeg en MG TA averteret til salg for kr.
24.500. Så var den ganske vist også restaureret, men det er
stadigvæk mere, end man vil være nødsaget til at betale for samme
model i England. Især er det nu nok lægmænd, der tror at deres
gamle vrag er en formue værd, og her er det givetvis den øgede
presseomtale, der bærer skylden. Heldigvis er fordelene ved en
positiv presse dog langt i overtal.
Undervejs berørte Claus Ahlefeldt samarbejdet med
Dansk Veteranbil Klub og formandens støtte til løbet og dets
udvikling.
Det faldt i formandens lod at komplimentere alle
medvirkende ved dette vellykkede arrangement, og formanden bragte en
særdeles velfortjent hyldest på deltagernes og dermed klubbens
vegne. P. Taylor takkede på englændernes vegne og overrakte et
sølvbæger til erindring. Samme Taylor er for øvrigt bedemand
eller undertaker, som det hedder på engelsk. Denne
galgenhumoristiske titel tiltaler ikke hans kone, så hun titulerer
ham faneral director eller coffin maker, eller når man spørger
hende, hvad han laver: He makes custom made wooden overcoats.
Englands Børge Kå var også at finde i selskabet. Mr.
Pinkerton har dog ingen aversion mod slips, men besidder en
uovervindelig kærlighed til sixpences. Det siges, at han ikke
engang i bad er adskilt fra sit kære hovedtøj. Da en af vore
hjemlige damer rullede sig rigtigt ud, formåedes han til at fjerne
det en kort stund, så enhver kunne overbevise sig om, at det ikke
bæres for at skjule en umandig hårmangel.
|
