| |
For mig er gamle biler mere end et sommer-legetøj. Ofte har jeg, når jeg stod med en
nedslidt stump i hånden, tænkt: Hvordan blev denne del fremstillet, hvorfor valgte man netop denne
metallegering, hvordan reparerede man denne reservedel under verdenskrigen, da det var umuligt at købe en
ny? For just det at reparere — eller om man vil restaurere — er et evigt tilbagevendende problem, når
man giver sig af med genopbygning af gamle biler.
I dag, årtier efter 1940, har vi teknologiske metoder til renovering af slidte eller rustne dele, der er
mindre komplicerede end dengang. Særlig aktuel ved opbygning af disse dele er den række af moderne
svejseteknikker, der findes nu. Jeg behøver blot at nævne svejsemetoder som CO2, Argon og Lysbue, så vil
de fleste restauratorer erindre, at de på et tidspunkt har måttet tage disse teknikker til hjælp for at
klare en dels fortsatte funktion i deres køretøj. |
|
Da Ford T'en endnu var ung, var man her i landet kun i stand til at udføre
essesvejsning, en teknik enhver beslagsmed mestrede og bl.a. brugte til fremstilling af hjulringe til
hestevognshjul. Men essesvejsning var ikke praktisk til brug ved industrifremstillings processer, derfor
blev næsten alle industriprodukter samlet ved nitter, bolte eller lodning.
Netop i 1918 blev den unge industriblikken slagersvend Viggo Hansen opmærksom på, at der i gassvejsningen
var fremtidsmuligheder. Gassvejsning var dengang en ny teknik i Danmark, derfor opstartede Teknologisk
Institut et kursus i gassvejsning for håndværkere. Lærer var værkmester Christiansen, som senere
gennemrejste landet i flere årtier med ambulante svejsekurser. Interesse og håndelag for gassvejsningen
blev Viggo Hansens »skæbne«. Igennem en årrække helt frem til 1969, da Viggo Hansen som 71-årig
afhændede sit |
|
værksted, blev han i Horsens-området kendt som svejsespecialisten, der klarede de mest
håbløse defekter på maskindele, og i særdeleshed brudne dele til automobiler. Den grundlæggende
betingelse for at svejse er at man er i stand til at opvarme svejse- stedet til smeltetemperatur og samtidig
undgå at luftens ilt optages i smeltebadet. I 1918 havde man to opvarmnings muligheder, gasflamme og
elektrisk lysbue. Men ved den elektriske lysbue var der ikke ud-
(side 9)
Viggo Hansen demonstrerer gas svejsning i et Ford A støbejernstopstykke i forfatterens gammel-bilværksted.
(VH. er 79 ar og meget åndsfrisk, bemærk hvordan han griber om svejsetråden, billederne er optaget
27.04.78). |
|