| |
husets første bil og stadig bærer sin ejer, prinsesse Maries, navnetræk. Det var hende
som var brandmand i sin fritid. Landaulet karrosseriet er fra Felbert Fréres i Paris. Prinsesse Marie af
Orléans døde i 1909, hendes gemal prins Valdemar først i 1939, og endnu mange år efter blev deres vogn
stående i garagen i Det Gule Palæ (ved Amalienborg), men blev så af Københavns Bymuseum anbragt i et
skur tilhørende sporvejene på et remiseareal på det ydre Nørrebro. Omsider blev Delaunay'en ved DVK's
mellemkomst draget frem af glemslen og restaureret og udstillet på Danmarks Tekniske Museum.
Datidens motorpresse var meget fortørnet over at det varede så længe før kongehuset herhjemme fulgte
udenlandske kollegers eksempel og gav bilismen det blå stempel. Først da prinsesse Marie var gået i
brechen dristede kronprinsen og prins Harald sig til at anskaffe biler. 2 1/2 år senere, da prinsesse Marie
var død, interviewede Auto- Cyclen hendes chauffør, Rasmus Petersen på Bernsdorff Slot. Han havde kørt
for hende endnu inden hun selv fik bil, da han var ansat i Dansk Automobilselskab. Da
Delaunay-Bellevillen blev genfundet i Det Gule Palæ. |
|
han bemærkede hendes interesse skrev han til hende og ansøgte om at blive hendes
chauffør, hvis hun fik brug for det.
I mellemtiden blev Petersen ansat hos etatsråd Andersen, og havde igen anledning til at køre for prinsesse
Marie med etatsrådens bil. Da prinsessen omsider købte bilen »en ualmindelig god fransk
Delaunay-Belleville«, spurgte hun Petersen om han ville være hendes chauffør. Og han fortæller
— Fra dette øjeblik har prinsesse Marie så at sige ikke benyttet anden befordring. Sommer og
vinter — nat og dag. Thi vi kørte jo også om natten, og jeg kan indskyde at for mig står det som langt
farligere at køre om dagen med den stærke færdsel end om natten. Prinsessen var på en måde meget
forsigtig, når hun kørte. Ikke for sig selv, men for andre. Kør forsigtigt, Petersen, sagde hun ofte, men
så føjede hun altid til: Nå ja, det behøver jeg jo ikke at minde Dem om.
Hun var ingenlunde nervøs. Men mødte vi heste, som blev sky, bød hun mig altid at standse, og flere gange
er hun selv stået af vognen, har beroliget hestene og trukket dem forbi. Kørte vi ud om vinteren, passede
hun altid på at jeg var klædt godt varmt på. Hun tænkte mere på andre end på sig selv. |
|
Opholdet i sporvejenes skur var ikke befordrende for sundheden.
Petersen fortæller at med selve maskineriet har der aldrig været noget i vejen. Derimod et par
punkteringer, mærkeligt nok altid på slottets grund, bortset fra at der en gang sprang to ringe på
Vordingborgvejen. Det er en udmærket vogn, aldeles som ny, til trods for at vi dog har kørt ca. 30.000 km
med den. Det var jo ikke alene prinsessen selv, der benyttede den. Hun stillede den beredvilligt til sine
gæsters disposition, som f.eks. prins Georg og gemalinde, og når som helst kejserinden, dronningen af
England og hertuginden af Cumberland fra Hvidøre telefonerede, så var vognen parat. Skete det |
|
