Ofte har tanken været der, men først nu i juledagene 1979 er det lykkedes at få tiden, papiret og kuglepennen til at mødes med inspirationen, for at nedfælde historien om egne bekendtskaber med gamle biler, og der igennem også årsagen til pludselig at se sig i besiddelse af et stykke kraftig mekanik, årgang 1938.
  Allerede i moders skød, 1933-34, er påvirkningen sikkert begyndt, idet mit fædrene ophav dengang var ejer af en Mathis-vogn med stiv bagaksel og udvendige gear. Oprindelse og årgang ubekendt. Efter adskillige ombygninger, udført som hjemmestrik, fik vognen, ved hjælp af dele fra Adler og andre mærker af lige så ubestemmelig årgang, det her viste udseende. Om det nu skyldtes tæring på familiens økonomi, eller for overdreven brug af sprogblomster, er aldrig blevet opklaret,

men sikkert er i hvert fald, at køretøjet blev afhændet omkring 1934, og ikke erstattet med andet før 1955.
   Vi, der er omkring de 45, har i vore tidligste erindringer om biler billedet af 4 hjul, dækket af samme antal skærme. Stakkels børn, der vokser op i dag, og kun vil have erindring om uformelige pontoner, der formodes, ligesom krinolinedamerne, at være forsynet med hjul.
   1940-45 hugger et hul i billedet af disse fire-hjulere, når lige undtages landlægens, heldigvis sjældne besøg, enkelte bøgebrændedrevne lastvogne og den lokale bagers karbid/vanddrevne A-Ford. jo, det kunne nemlig også lade sig gøre, men jeg har ikke nogen erindring om karbid-gasværkets udformning.
  Vi når til det famøse år 1952, hvor den her afbildede Citroen blev anskaffet,