| |
lande, men hvor mange vogne han fik solgt ved jeg ikke. Men der var flere end den som
generalkonsul C. F. Glad købte, for jeg husker hos Hersleb Christiansens søn at have set et fotografi af i
hvert fald en vogn til. Desværre døde denne søn inden jeg fik kopieret hans mange gode fotografier (også
af Bugatti mm.) og sønnesønnen har jeg mistet kontakten med.
Hvorfor der på en typeplade i vognen ikke står Hersleb Christiansen, men Viggo Jensen, har
jeg ikke kunnet finde ud af. Det var så vidt jeg ved først på et senere tidspunkt mekaniker-mester Viggo
Jensen fik værksted i Dansk Karosseri-Fabriks kompleks i Drejøgade i København, hvor Isottaen fik
formentlig sit første, og i hvert fald sit andet karrosseri. Både Viggo Jensen og hans søn er død, men
jeg formoder at det var ham der havde været hos H. C. Christiansen (se Danmarks Tekniske Museums årbog
1971).
Typepladen siger samstemmende med papirerne at vognens egenvægt er
(Side 24) Uden for Dansk Karosseri-Fabrik i Drejøgade, 1933. |
|
2.725 kg! Isottaen blev takseret til 28 danske skattehestekræfter, til sammen ligning
var en FIAT 501 5.6 SHK.
Glad havde i forvejen en RollsRoyce Silver Ghost, nemlig den der senere blev DVK's (dengang
havde den dog et cabriolet-karrosseri). Han havde desuden en Daimler og en Humber (»Frøen« kaldet, fordi
den hoppede når fru Glad kørte den). Isottaen fik i følge den oprindelige toldattest et 5-7 personers lukket
coupé de ville karrosseri. Attesten fortæller at den afgiftspligtige værdi var 24.000 kroner,
og attesten bærer for 7.250 kroner stempelmærker. Glad gav sin kone Margrethe vognen i julegave i 1926,
efter sigende stod den i haven, pakket ind i sølvpapir. Desværre findes der ingen fotografier af det
oprindelige karrosseri.
Sønnen Carl Glad fortæller at vognen var blågrøn og nævner at den havde en sort
»kaleche«, men kalechen kunne ikke slås ned. Og der var altså åbent chaufførsæde.
Det nutidige forsøg på at føre vognen tilbage til den oprindelige skikkelse er efter Carl
Glads mening ikke lykkedes, bortset fra at skærmene nu ligner lidt. I hvert fald var der hverken |
|
bar eller stereo-anlæg med højttaler dengang.
Til gengæld var der et smukt arrangement i ædel træsort, indeholdende flakoner med
vellugtende vande og salmiakspiritus til oplivning af passagererne, som ofte følte sig utilpas pga. at
bilens udblæsning endte indendørs (til chauffør Sørensens hemmelige fornøjelse).
Men i 1933 blev karrosseriet ændret, så det kunne åbnes bagtil. Det fremgår af en
påtegning på attesten, at det nu er en cabriolet, indrettet til at befordre 4 personer, føreren
iberegnet. Og der er påbygget kuffert. Af det har vi originale »fabriksfotografier«, taget uden for Dansk
Karosseri-Fabrik i Drejøgade.
Som noget meget specielt blev Isottaen forsynet med bespændinger til en Wyta påhængsvogn,
på grund af den forholdsvis lille bagageplads til de påtænkte længere rejser. Hoved- såvel som
påhængsvogn var nu beige. Fra starten var Isottaen blevet ført af chauffør Sørensen, og i det åbne
førersæde døjede han trods en skindkappe med kulden, særlig om livet og nedefter. Carl Glad mener at
huske at Sørensen senere i julegave fik kameluldsundertøj |
|
