® Bilhistorisk Tidsskrift  89/1987     side 22

tilsætn. o.l.). Under motorens gang pumpes et svagt tryk på denne beholder af almindelig pneumatisk pumpe, som drives af en excentrik på knastakslen. I bunden af pumpen sidder en kontraventil, og fra denne fører et rør hen til brændstofbeholderen. I påfyldningsdækslet er anbragt en regulerbar reduktionsventil, der bestemmer trykket i beholderen: dette bør være mellem 2/10 og 3/10 kg pr. cm². For at kunne kontrollere dette tryk, er der sat et manometer i forbindelse med beholderen. I bunden af beholderen er der en hovedhane, og fra den fører et rør ind i lanternehuset, som omgiver gløderør og brændere. Her er brænderne anbragt i et rørstativ, som er ophængt i 2 konsoller på en sådan måde, at de kan flyttes op og ned og frem og tilbage. Hvor røret fra tanken går ind i rørstativet er anbragt et Bihus med en meget finmasket si, hvis opgave det er at holde snavs samt vanddråber fra' brænderne. Rørstativet ender i 2 små reservoirer, hvori selve brænderne er skruet. En brænder består af en kraftig væge, som leder benzinen hen til et lille hulrum, hvis vægge forvarmes med sprit, når brænderne skal tændes. Her bringes benzinen til fordampning og

trykkes ud gennem en dyse med et hul på 33/100 mm ind i et større rør med aflange slidser, hvorigennem der tilsættes benzingassen luft. — For enden af røret brænder denne blanding med en kraftig stikflamme, som er i stand til at holde gløderørene tilstrækkelig varme og samtidig holde brænderne varme, så benzinfordampningen fortsætter. Brænderne slukkes ved, at der i dysen ind mod hulrummet skrues en pinol, således at gassen ikke kan slippe ud. Pinolen er forlænget med en rensenål, der føres helt igennem dysen. —Brugen af rensenåle til disse brændere er således ikke nødvendig; hvis der har sat sig snavs i dysen, lukkes og åbnes der blot for hanen til brænderen, så stikkes den ren.
   Når brænderne tændes skal de som nævnt forvarmes. Det sker ved at hælde sprit i de to skåle under brænderne og antænde spritten. Mens brænderne forvarmes, pumper man med håndkraft tryk på brændstofbeholderen. Når spritten er omtrent brændt ud, åbnes brændernes haner, og antændelse af brænderne vil da normalt finde sted af den brændende sprit. — Når brænderne slukkes, bør det gøres på brændernes egne haner og ikke på hovedhanen

på tanken, da man derved risikerer, at vægerne i brænderne forkuller. Gløderørene bør inden man tænder for brænderen afpudses med ståluld, da der afsættes lidt aske og sodpartikler på dem; det vil efterhånden danne et isolerende lag på rørene.

Smøring
På hver cylinder sidder et reservoir. Inde i reservoiret stikker 4 rør op over overfladen. Ned i disse rør er stukket væger, som er lavet af 6 snoede uldtråde — sammenholdt af en tynd kobbertråd. Vægernes anden ende går gennem olien ned til bunden af reservoiret. Når motoren ikke går, trækkes vægerne op af olien, således at olieopsugningen standser. Olien drypper fra vægerne ned i bunden af de rør, hvori de er stukket. Herfra ledes olien gennem andre rør hen til de steder, der skal smøres. Et rør fører til hovedlejerne, et andet til plejlstangslejerne. Her sker smøringen ved, at enden af røret er formet som en tud, således at der dannes en dråbe. Denne dråbe slikkes af med et lille næb, som er skruet på plejlstangslejet, og som leder olien ind i en kanal i selve lejet. Det tredie rør fører olien til stempelpinden, som fan-