® Bilhistorisk Tidsskrift  96/1988     side  13

niugerne for at opleve denne bil og dens ydeevne så intenst som muligt tilgodeset i forbilledlig grad, og her kommer definitionen på en sportsvogn særligt frem. I det trange men korrekt udformede »cockpit« sidder man med støtte de rigtige steder og frit albuerum. Vognens betjeningsorganer ligger naturligt for arme og ben, således at en følelse af at have trukket bilen på opstår.
Under kørslen føler man sig som et med vognen, der ligesom er en forlængelse af ens eget centralnervesystem. Synsindtrykket over den lange motorhjælm med de to lygter og forskærme klart markeret er meget karakterfuldt i forhold til nutidens udflydende blikmasse, der med sin dyneagtige karakter måske mere end noget andet er med til at udviske bil-enthusiastens fornemmelse af, at det er en maskine han betjener.
At Alfaen er en maskine er der imidlertid ingen tvivl om, da man både kan høre den og lugte den samt føle den i tå- og fingerspidser. Den 1752 ccm 6 cylindrede motor har to overliggende knastaksler og udvikler 85 HK ved 4500 omdr. pr. minut. Kendere af mekanik vil umiddelbart fornemme, hvorledes

kompressoren foran motoren ubesværet pumper gasblandingen fra karburatoren gennem det lavtliggende rør til det seks-grenede indsugningsmanifold, og hvorledes den forbrændte gas ligeså ubesværet ledes bort gennem de to tre-grenede udblæsningesmanifolds. Ligeledes vil kenderen nyde de mange tekniske detaljers funktionelle placering og sammen med ikke-kenderen beundre udformningen af disse detaljer, ikke mindst de for køling finnede indsugningsrør, der ligesom knastaksel-dækslerne er udført af aluminium og formet med virkelig skønhedssans.
Alfaens ydre har den klassiske afklarede form, hvor hver detalje tjener sit formål. Det 2-personers Zagato karrosseri er af aluminium ligesom de elegant svungne skærme med den smalle, stærkt hvælvede profil, der ligesom gentager dækkenes form.
Selvom det var en meget dyr bil i 1930, og selvom formålet med den har haft et noget eksklusivt sigte, er der dog tale om et stykke brugskunst af høj karat, og det er med beklagelse man konstaterer, at sportsvognen som type er ved at uddø, idet dens sidste forsvarer, England, nu kun har et par enkelte

fabrikanter tilbage, der forsøger at tilfredsstille det klientel, der kun ønsker, at en bil skal opfylde én mission, nemlig at gøre selve kørslen til en glæde og et mål i sig selv.