|

Ingen af de besvarelser, vi har modtaget på
konkurrencen i sidste nummer giver det svar, som klubbens to
eksperter, Ry Andersen og Bent Mackeprang, mener er det rigtige,
nemlig at vognen er en ClementBayard (eventuelt den
engelsk-byggede Clement-Talbot) — forsynet med franske
fjedrende hjul, som ikke har været standard. Muligvis er også
forlåger, vindskærm og bagskærme senere modifikationer. Jeg
skal gerne indrømme, at jeg følte mig temmelig overbevist om,
at det var en belgisk Pipe (henholdsvis NSU, som licensbyggede
Pipe), som også en af besvarelserne går ud på, men vi må
bøje os for autoriteten og lade præmien stå i bero til vi
næste gang får plads til et konkurrencebillede.
Borch-Christensen, der i forvejen havde en
Fiat 501 touring 1922, har haft det enestående held fra samme
ejer at erhverve en sedan i meget fin stand og en topersoners,
åben, begge årgang 24. Den topersoners er vist nok den eneste
i landet med dette karosseri. Der findes en enkelt topersoners
til, af en anden type.
Ry Andersens Terraplane sedan 1934 er
overtaget af et nyt københavnsk medlem, Sv. Dråby.
Steen Jacobsen i København har fra det
nordlige Sjælland importeret en Indian Police Scout 1930, pænt
ordnet i små æsker.
|
|
B. Mackeprang har udregnet
medlemsskarens procentvise geografiske fordeling. (På et tidspunkt i
december da vi var 338 medlemmer). Der er 45 procent i Storkøbenhavn,
18½ procent på resten af Sjælland plus Sydhavsøerne, 7½
procent på Fyn og omliggende øer, 3½ procent i
Vestjylland plus Sønderjylland til Kolding, 18 procent i Midtjylland
til Randers, 4½ procent i Nordjylland (ialt i Jylland 26
procent) og 3 procent i udlandet.
Vi har stadig ingen medlemmer på
Bornholm.
For tredie gang i træk kan vi give meddelelse om
forøgelse af Bugattibestanden. Mogens Holck har i udlandet erhvervet
en type 30, uden karosseri, men iøvrigt original og 90 procent
komplet. Skulle nogen ligge med reservedele, billeder etc., hører han
gerne på tel. (01) 11 06 51, lokal 1.
Med beklagelse må vi konstatere, at to af klubbens
ældste medlemmer, endda firmamedlemmer, har meldt sig ud. Det ene er
det gamle bilfirma Bülow & Co., der jo har standset
bilforhandlingen, det andet er Dansk Shell.
Automobilhistoriska Klubben har besluttet at udlændinge
kan tegne abonnement på medlemsbladet Autohistorica for 20 svenske
kroner om året. Normalt betales der 40 skr i årskontingent og 25 skr
i indmeldelsesgebyr.
Autohistorica udkommer ligesom Bil-historisk Tidsskrift 4
gange om året. Det er i kvartformat og trykt i offset. Adressen er:
Automobilhistoriska Klubben, Tekniska Museet, Stockholm NO, Sverige.
Niels Jonassen i Humlebæk har fået sin Jowett Javelin
1949 synet og indregistreret.
|