efteråret 1925, dog kun som ekstraudstyr.
Da det jo er en efterkrigsvogn, er der fuldt
elektriskudstyr, bestående af foruden dynamo og selvstarter lygter,
indvendig belysning og horn. Instrumenteringen udgøres af
amperemeter og oliemanometer, og på luksusmodeller speedometer og
kilometertæller og ur. På instrumentbrædtet endvidere
startnøgle, startknap og en kortslutningsknap til at stoppe motoren
med. Hornknappen sidder som regel på vognsiden til højre for
føreren.
Tændingsreguleringen foregår med et lille håndgreb i
ratnavet, håndgassen har en morsom udformning, det er hele den ydre
ratstamme, der drejes med et rulleteret håndgreb foroven under
rattet.
Som det bør sig på en bilmodel, der er i produktion i
syv år, kom der detailforbedringer efterhånden, men det var kun
småting, og udseendet ændredes heller ikke meget. Den
karakteristiske pæreformede køler gik igen, ligesom på de nært
beslægtede modeller 502, 505 og 510. Dog kunne der forekomme
afvigelser på specialbyggede modeller. 502 var iøvrigt en model,
der kom i 1923 og faktisk var en 501 med de lidt større
chassis-dimensioner, som efterfølgeren 503 (med den kantede køler)
fik. 505 var en forstørret 501, med boring 75 mm og slaglængde 130
mm, svarende til et cylindervolumen på knap 2.3 liter, og 510 var
en sekscylindret 505, hvilket blev til 3½ liter.
Sportsmodellen 501S (Spinto) blev katalogført fra 1922. Med højere
kompression, letmetalstempler og ændrede kamtider fik den højere
ydelse og en topfart på nogle og halvfems kilometer i tiden mod de
sædvanlige 70-75. 501S blev ofte yderligere tunet, og ikke
sjældent med fx Siloanis topventil-topstykke.
Standardkarosserierne på 501 var en berlina
(dvs. en lukket vogn), en firepersoners touring i standard og
luksusudgave og en topersoners åben. De åbne
havde læderindtræk og den lukkede kunne fås enten med stof eller
læder.
|
|
Alle modeller havde fornemt
indre med tofarvede træpaneler.
Tilsyneladende er 501 ofte blevet
eksporteret som chassis og har fået karosseri på herhjemme. Som
før nævnt kender vi de to endørs touringer, men der er det
mærkelige, at Smith mener at hans har dansk karosseri, hvorimod det
om den anden med temmelig stor sikkerhed vides, at den er blevet
kørt hjem fra Italien af den første ejer (noget der ikke var
ualmindeligt, skønt der var dansk importør af mærket).
En 501-racer deltog i
Fanoløbet (vistnok kørt af Cai Gasterren).
Den store 510 som landaulet.
Prototypen af 501 og de første serier havde rette
skærme, altså af form som fx AGA'ens. Derefter kom de lidt tungt
udseende, „moderne" skærme. 501S havde „flagreskærme",
ingen trinbrædder og somme tider trådhjul. 501S havde iøvrigt
blank køler, hvorimod køleren ellers var malet, uanset om der
inden under gemte
|
