Det var en meget begejstret 3-årig Sune, der af sin far fik at vide, at vi to skulle på „mandetur" til England, hvor vi dels skulle holde lidt ferie og dels se, om vi ikke kunne finde en „gammel bil" at tage med hjem.
   Jeg havde på forhånd gjort mig visse tanker om, hvad det skulle være for en gammel bil. Drømmen var „naturligvis" en ægte W. O. Bentley, men takket være de skyhøje priser for selv de mest miserable eksemplarer, måtte drømmen jo forblive en sådan. Som „trøstpræmie" stod en Alvis Speed 20 som nr. 2 på listen, og som nr. 3 en Derby Bentley.
   Den 29. november 1972 blev vi af den store sølvfugl transporteret til London, hvor vi slog os ned hos gode venner. Tidspunktet var valgt således, at vi skulle være i England samme dag, som „Motor Sport" udkom, hvorved vi havde en med englænderne ligestillet chance for at komme først til et evt. „bid". Det var rent vilkårligt, at vi havde valgt dette nummer af „Motor

Sport", og det tog heller ikke kegler. Udvalget af de biler, som lå inden for vore muligheders grænse, var mildest talt uin- teressant. Der var ikke skyggen af en Speed 20. Der var en morsom lille Riley; men ejeren havde telefonsvarer på, og det havde han stadigvæk 10 dage senere, da vi rejste hjem.
   Bil skulle vi have, og den eneste farbare udvej var derfor at gå på jagt hos de „professionelle". Vi startede hos "James" Bond, Vintage Autos Ltd., der med sit slogan "No old bangers sold ..." (ingen gamle øser sælges) lød ret så tiltalende. Her ventede os dog en skuffelse. Han tilbød mig bl. a. en 1929 Triumph Super 7 til den ganske horrible pris af 985 pund. Den var „fuldstændig restaureret", lige ned til boblerne i lakken. Et par hundrede pund havde været nærmere målet - hvis den så også havde været i orden. Næste besøg aflagdes hos Dannie Margulies (se denne), der, som jeg senere andetsteds fik at vide, ikke alene var ærlig men tillige dyr