|
jeg en dag over min nuværende stolthed. En 3½ ltr- Derby Bentley sports-sedan med
stelnr. B l6l AE - en af de allerførste RR-Bentley'er - bygget i 1933, da den høstede ros som Århus
høster vittigheder. Den var hverken særlig god eller særlig dårlig, den passede til pengepungen, og
havde netop det „bid", som jeg synes en bil fra 30'erne skal have.
Ungen blev pakket godt ind, afsked blev taget med de hovedrystende venner, de små håndtag på
rattet for tænding, håndgas og blanding blev indstillet (livets små glæder, som endnu glæder min
barnesjæl) og med et højst upassende brøl fra den gennemhullede udstødning stak bæstet sin lange snude
ind i øsregnen med kurs mod Harwich.
Trafikken ud af London var enorm og langsom. Efter to timer var vi stadigvæk ikke uden for
bygrænsen og standsede for at tanke op med andesteg og „fisk-og-fritter" - man kunne næsten ikke
være andet bekendt med den kølerfigur. Så af sted igen, og da vi endelig kom ud på den nyanlagte
motorvej ved Colchester blev der lukket op. Med speedometret på 70 miles holdt jeg vognen med noget besvær
på nogenlunde lige kurs, men et hyl omme fra bagsædet fik mig til at standse (samtale var umulig for
spektaklet). „Mit snøre- |
|
bånd er gået op," skreg Sune, og far steg ud, for blot at konstatere et endnu
betænkeligere forhold. Fede dampskyer rejste sig fra kølerregionerne. Forsigtigt listede vi os hen til en
tank. Køleren tom, maskinen var trods termometervisning på 70° rygende varm. Køleren blev fyldt op af en
komplet uforståelig Essex-mand og de sidste kilometer til Harwich blev tilbagelagt i et lidt mere adstadigt
tempo.
Der var hylende storm på Vesterhavet, skibet var ni timer forsinket, og vi blev bespist på
selskabets regning. Der var god tid til at ringe til sælgeren og påtale den kogende køler. Jo, det var
ganske enkelt. Termostatstyringen til kølergitteret fungerede ikke, så gitteret skulle blot åbnes
manuelt, hvis man ville køre stærkt. Og det havde været rart nok at have fået det at vide, før man
kørte stærkt.
Omsider kunne vi køre ombord. Paskontrollen gjorde honnør og bemærkede, at det var "a
handsome motor-car, sir" - og det lunede ligesom lidt i den klamme december-luft. Folket ombord surrede
Bentley'en forsvarligt fast, skibet truttede farvel til havnen, og 24 timer senere stod vi på Esbjergs let
gyngende kaj.
Kølergitteret blev åbnet, kursen sat mod København, og midt på Lillebæltsbroens lange
stigning sagde motoren som et ma- |
|
skingevær og gik i stå. Nye dampskyer. Gitteret havde selvfølgelig lukket sig igen.
Var den nu brændt totalt sammen? Nej, det gør en 3½ ltr. ikke. Jeg lod den rulle ned ad broens modsatte
side, indlagde 3. gearet og slap koblingen. Eureka (eller hvad-det-nu-er-man-siger) ! Ganske vist kun på
fem ben, men med muskler nok til en hæderlig fart resten af vejen.
Hans Pilegård-Christiansen tog bilen under sin meget kompetente vinge, og da han var færdig
spandt motoren (selvfølgelig) som en veltilfreds kat, bremserne bremsede, og den gik glat igennem syn.
I sommerens løb deltog vi i en del arrangementer, alle fornøjelige, selv om jeg må erkende,
at der var ét lille problem, der består i, at Bentley'en ikke ligefrem indbyder til at holde sig i en
række langsomtkørende biler (dette sagt aldeles uden „pral"), men forlanger at få lov til at
strække ud en gang imellem.
Dagen før den skulle i vinterhi blev kølerfiguren stjålet - undertegnede klovn havde for
første gang glemt at skrue den af (en ny er siden hjemkommet fra England) - og for ligesom at understrege,
at den slags ikke sker ustraffet, knækkede en bagaksel samme eftermiddag. Jeg håber, vi kan rulle igen til
sommer. (fortsættes side 33) |
|
