|
|
Medens jeg gik og puslede med den havde jeg imidlertid fundet
min drømmebil i en bog mine døtre havde givet mig til jul, en Aston Martin Mark II, det var lige
sagen, og i stilhed forhørte jeg mig omkring, der var jo ingen grund til at skabe misstemninger før
det var nødvendigt, men fik de nedslående oplysninger, at det var lettere at få en bid af
|
|
månen, men alligevel - jeg begyndte at abonnere på det engelske „Motor-Sport".
Og der i november 72 står så annoncen, en oberst i England må modstræbende skille sig
af med sin A. M. da han ikke mere kan komme ned i den, grundet en knækket hofte. Udmærket køreklar
stand M. O. T. etc. etc., trænger kun til at blive „shinet up".
|
|
|
Jeg skriver øjeblikkelig og får et pænt svar, at han ikke havde tænkt sig at sælge
den ud af landet og kun virkelige bilelskere kunne komme i betragtning etc., jeg farer i blækhuset igen og
prenter min sjæl på papiret tillige med fotografier af Morris'en på alle stader af færdiggørelsen, og
får et noget mere venligt svar, tillige med prisen - som jeg dog af fornuftsgrunde øjeblikkelig ser bort
fra.
Efter megen korrespondance frem og tilbage, hvor jeg får oplyst alt om vognens liv og levned,
små særheder etc., beslutter jeg mig til at tage over og se på den, hvilket jeg meddeler obersten.
Vel ankommen til en idyllisk plet i Devon bliver jeg modtaget af alle tiders søde mennesker, som
englænderne er når de er bedst, der insisterer på at jeg bliver weekend'en over, det går først op for
mig senere, at jeg skal vejes på en brevvægt, den vogn skal ikke bare udleveres til hvem som helst.
Det viste sig heldigvis hurtigt at vi var på bølgelængde og at jeg kendte mere til A.
M. historien end han, vi blev så fine venner at jeg fik vognen betydeligt billigere end de skriftlige
tilbud han viste mig, den skulle bestemt ikke sælges for at blive pudset op og eksporteret til Amerika.
|
|
