|
i England, og det var mange, for jeg ønskede motoren i virkelig l. klasses stand.
„Skroget" tog jeg mig selv af, fuldstændig adskillelse, chassisramme til
varmgalvanisering (nej, den kastede sig ikke), skærmene var stærkt gennemtærede, så jeg turde ikke selv
gå i gang med svejsningen, her måtte en pladekunstner til, og jeg fandt heldigvis en af de sidste - resten
af vognen var i aluminium, så her var ikke mange skader, bortset fra buler, men de kunne ordnes med en
gummi- og vinyl- hammer. Træværket var delst ask, dels krydsfiner, her måtte næsten alt fornyes, fineren
var delt i løse blade, godt gennemhullet af orme så det hele smuldrede bort, asketræet mørt og råddent.
Mange steder sad dog de skønneste håndsmedede vinkler og støtter som det var en ren svir at gøre i
stand.
Alle jerndele blev renset i petroleum, derefter 24 timer i fosforsyre (rustfjerner), så
afvaskning og til slut en god tur på den roterende stålbørste. Grundfarve (wash-primer) og 3 gange lak.
Større dele blev enten varmgalvaniseret eller metaliseret, såsom skærmene (her var der fare
for at de ville slå sig på grund af spændingen i metallet efter svejsningen). ,Som forchromer valgte jeg
J. Chr. Jensen |
|
på Amager, engelsk standard — førkrigs kvalitet, hvilket indebær 7 gange kobber og
nikkel samt endelig chrom. Jeg var blevet klog af skade med Morris'ens alm. forchromning, afskalning efter l
år. Til gengæld bad jeg om nøglen til fabrikken da jeg fik regningen, men det viste sig at det ikke var
den jeg havde købt.
Udstødning blev fremstillet af Dandanell, et sjældent smukt stykke håndværk, i rustfrit
stål, ligesom han foretog alle svejsninger og opbygning af motorens aluminiumsdele.
Stole og hynder i læder, samt kaleche og overtræk blev lavet aldeles fremragende af Erling
hos Star Autokonfektion, indtræk i læder og polstring etc., satte jeg selv i.
Maling er jo et kapitel for sig, den skulle vel egentlig have været „racing green" men
efter min mening er det en dødkedelig farve, så jeg benyttede en hjemmeblandet metallic green. (Jeg blev
først senere klar over hvor vanskelig en sådan farve er at arbejde med). Også først langt senere,
foråret 74, blev jeg klar over at den næsten nøjagtig er magen til den farve Sommers SS 100 har.
Pladerne blev renset i tre omgange Bums, vasket af i fortynder og derefter slebet med fin
smergellærred.
Sprøjtning med „wash-primer" der virkelig |
|
kelig binder på aluminium, derefter 3 gange sprøjtning med grundfarver med mellem
liggende spartlinger og vandslibninger, her kan det betale sig at bruge forskellige farver, således at man
kan se når man sliber igennem det øverste lag. Til slut 10 til 12 gange lak.
At sætte karrossen sammen igen, viste sig at være et større problem end beregnet, idet endog
meget små afvigelser i det nye træværk gav enorme tilpasnings-vanskeligheder og hvad værre var, ridser i
lakken, der var umulige at reparere usynligt (takket være metallicfarven), men sammen kom den da en gang i
oktober.
Det elektriske, ja, når man nu kender en fyr der er helt vild med at lave sådan noget, og
laver det betydeligt bedre og 6 gange så omhyggeligt som en professionel, så ville det da være synd at
lave det selv. Ledninger på 0.75 kvadrat kender han ikke, l½ kvadrat er det mindste, nul spændingstab
her, at så bundterne bliver så tykke at de ikke kan komme igennem de respektive huller gør mindre, at
instrumenterne repareres betydeligt bedre af ham er kun en selvfølge. Skiverne kunne jeg selv trykke, det
er iøvrigt Smith's og Jaegers instrumenter, så hvis nogen står i bekneb for nve skiver kan de bare sige |
|
