|
|
|
rievogn fra 1913 (den eneste i Europa), som ejeren på grund af dens
enorme ac- celeration nød at køre i — eller på, og en- delig til i 5 min. at se på
Rolls-Roycen. Jeg forstod da, hvorfor han ikke havde haft billeder med til Beaulieu, idet
jeg da var blevet afskrækket. Jeg nåede at se chassisnummeret, at der ikke var rørt en |
|
skrue på den efter hjemkomsten til Eng- land, at der sad de originale
glimmertænd- rør på den, at sæder og flere døre var re- vet af den, at skærme og
instrumenter så ud til være voldtaget med en forhammer, og at alt var dækket af et tykt
lag ørken- støv.
Vi snakkede lidt om den. Han fortalte, |
|
|
|
Billederne er taget i ørkenen
at en dag hans bror lagde an til landing ude i ørkenen, så han Packard'en og
Rolls-Roycen dernede. Han købte dem begge i 1971 af Sultanen, hans arbejds- giver. Der havde været
borgerkrig i Oman, man havde væltet Rolls-Roycen om på siden for at kunne skyde i ly af den, hvorfor
et hjul var brækket sammen i egerne, og der var skudhuller i skærmene. Efter krigen havde man slæbt
den ud i ørkenen, hvor araberbeduinerne havde stjålet sæder til teltene og skruet af, hvad de kunne
med fingrene. Det er tydeligt, at de ikke har haft skruetrækker og svensknøgle - heldigvis.
At få bilerne hjem fra Oman viste sig at være et problem. Der var ingen regulær
havn dernede, så hjemtransporten med skib var umulig. Man forhørte sig om et lastvognstog, men det
ville koste 70.000 kr. i fragt, og endte i stedet ved fragtfly. For at billiggøre luftfragten skulle
bilerne med, når flyet passerede. De fik kun 24 timers varsel til at stille med bilerne på
flyvepladsen. Da Rolls-Roycen havde stået i mindst 20 år i ørkenen, var dækkene
|
|
