|
smeltede (temperaturen er altid 40-50° C dernede), hvorfor man fik nye Dunlop Cord
S/S 32 x 41/2 sendt med fly fra England. Der blev viklet klude om nave- ne, og de nye dæk blev
monteret på fæl- gene og lagt i køleskab. Man ventede der- efter på fragtflyet, men måtte vente i
over to år - til efteråret 1973, inden flyet meldte sin ankomst. Man skyndte sig da ud i ørkenen,
monterede hjul og fik den slæbt til flyvepladsen efter en LandRover.
Efter denne beskrivelse og en aftale om at give besked inden et par dage
begav vi os til Harwich.
Jeg forsøgte at gøre op med mig selv, hvad jeg stod overfor. Karrosseriet var
7-pers. med to klapsæder og havde haft meget fint grønt læder og teaktræ indven- dig og var
således på grund af dets vægt slet ikke egnet til en Twenty, hvorfor dets stand var underordnet.
Modellen var den helt rigtige, og historien, hvad der også har betydning for en Rolls-Royce, kunne
blive endnu mere interessant, end hvad jeg havde hørt. Der var ikke slør i styre- tøj eller hjul,
og tændrørene tydede, som tidligere nævnt, også på, at den var næ- sten ubrugt. Hvis motoren var
kaput, vid- ste sælgeren det i hvert fald ikke, så jeg tog chancen, tilskyndet af min kone. Hun
havde set værre biler før og sagde, at det
|
|
|
|
|
|
var sikkert, at jeg ville ærgre mig resten af mine dage, hvis ikke jeg
købte den og så, hvad den indeholdt.
Som sagt så gjort, og Rolls-Roycen skul- le over via Harwich-Esbjerg, men sikke
problemer med DFDS, fordi bilen ikke havde nummerplader. Bilen skulle afleve- res
standsmæssigt, så sælgerens far, der |
|
var bilentusiast, fulgte den og overnattede hos os, så han kunne se dens nye
hjem. Så selv om han fulgte den som chauffør, og ifølge skibsbesætningen sov ved den om
natten, betragtede DFDS den ikke som en bil, men som en kasse på bildæk- ket, hvorfor den
kostede fem gange så meget som en bil at få overført. Sælgeren |
|
|
|
