|
len. Det er naturligvis uvist, hvad tilstedeværelsen i Danzig kunne have medført for en
flok danskere, men morsomt villet det givet ikke have været.
Den anden verdenskrig var dermed en kendsgerning og med krigen fulgte straks
benzinrationeringer. Vognen blev klodset op i garagen i Nordsjælland og først i begyndelsen af 1946 blev
det igen muligt at få tildelt mindre mængder benzin bl. a. til feriekørsel. Dette blev omhyggeligt
påstemplet køretøjets attest.
Vognen var nu 9 år gammel, men stadig kun som en normal brugt 3-årig - teknisk set - og blev,
bortset fra normal transportkørsel, nu kun brugt til ture rundt i Danmark. Siden turen i 1939 har vognen
ikke været i udlandet.
Den første længere tur jeg kan huske er en tur til „Sydhavsøerne" i påsken 1950. Jeg
var da 6 år gammel. Målet var min morfars fødeby Saxkøbing, hvor hans forældre op til 1920 havde drevet
hotelvirksomhed. Vi var fem voksne plus min søster og jeg. Sidstnævnte to børn var henvist til vognens
klapsæder, hvor der i øvrigt for os var udmærket plads. En yderligere passager og medlem af familien var
vores foxterrier Dickie. Han var ustandselig køresyg og overbrækkede indtrækket til stadighed gennem
årene, således at det desværre blev |
|
nødvendigt i begyndelsen af 50'erne at skifte det originale indtræk ud. Uvist af
hvilken grund besluttedes det samtidig at oplakere hele køretøjet. Indtræk såvel som lakering var
heldigvis i en så god kvalitet, at begge dele stadig i dag er fuldstændig intakte.
Årene op til 1962 blev rent kørselsmæssigt udfyldt med transport fra lejligheden i
København til huset i Nordsjælland samt kørsel til det nyerhvervede sommerhus i Skagen. Min far
fortæller, at Chevrolet'en i midten af 50'erne nemt gik 120 km i timen og det endda med optil 7 personer
samt baggage. På trods af at vognen faktisk kunne præstere så pæn en hastighed tog turen fra København
til Skagen dog betydelig længere end i dag. Det nutidige vejnet er nok en meget væsentlig faktor til den
reducerede transporttid vi får i dag. Hertil skal tilføjes at i København havde man ingen garage til
vognen. Min morfar havde da fundet på at sende min også dengang ungdommeligt udseende far over i politiets
garager i nærheden af Politigården. Han skulle sige, at det var „direktørens" vogn - hvilket jo
var sandt nok - og portvagten ville da lade vognen passere. Hvor længe denne illegale trafik gik for sig,
melder historien intet om, men et er sikkert, vognen stod mange af årene på |
|
gaden uden egentlig at bære nævneværdigt præg deraf.
Efter 1962 og op til 1969 stod vognen desværre stille i flere perioder. Ventilerne rustede
fast til motorblokken, benzintilførslen og karburatoren var som regel ude af justering og alle disse
genvordigheder skyldtes beklageligvis kun den ene ting, at der ikke var nogen direkte interesse for
køretøjet. Alt blev dog hen ad vejen pligtskyldigt repareret, så vognen led ikke varig skade deraf.
Gæster, der var på besøg fik køretøjet - om ønsket - at se, og min mormor, som nu var ejer, kørte den
på småture rundt i Nordsjælland under hvilke vi ofte kunne være op til 10 personer - flest børn, dog! -
når vi skulle i biografen i Hornbæk.
I foråret 1969 „overtaltes" jeg af DVK-medlemmerne C. T. Petersen og ikke mindst P.
Engelbrecht, sidstnævnte selv ejer af en Chevrolet årgang 1931, til i det mindste at trille Chevrolet'en,
der på det tidspunkt havde en af sine stille perioder, ud af garagen for derved at kunne danne sig et
nærmere skøn af køretøjets almene tilstand. Vognen kunne ikke umiddelbart startes grundet manglende
strøm på batteriet, og efter at dette problem var løst, viste det sig at karburatoren ikke fungerede, som
en sådan bør. Da dette imidlertid blev klaret |
|
