® Bilhistorisk Tidsskrift  91/1987     side 31

haft sin skolegang inden det første, svage tilløb til en retskrivningsreform i 1889.
   Scheel tillægger ikke Urban Johansen nogen betydning for udviklingen af Hammel Vognen og mener kun den megen omtale af ham skyldes at han i modsætning til Hammel har haft nogle efterkommere, som har kunnet udtale sig til pressen (foruden Johansen selv i 1925 ). I det er jeg heller ikke enig, men det er en trossag. Scheel skriver i privat korrespondance, at vognen heller ikke fulgte med, da Johansen overtog virksomheden inden Hammels død, men blev i Hammels eje. Den blev af boet udlagt til datteren Julie, senere gift Freund, og det er åbenbart forklaringen på, at hun og hendes mand kommer til at stå som donatorer i 1925.
   Men hovedvægten i Scheels forsvar for påstanden om, at vognen er fra 1887, er lagt på en sandsynliggørelse af, at den teknisk-udviklingsmæssigt kan være fremstillet på det tidspunkt, og at Hammel har haft baggrund og mulighed for at følge så meget med i den udvikling, at han også har kunnet konstruere vognen. Det er efter min mening lykkedes Scheel aldeles overbevisende.

Scheel har indpasset Hammel Vognen i en skematisk opstilling af motor-og motorkøretøjskonstruktioner, begyndende med Daimlers stationære motor fra 1883 og bevægende sig gennem 7 Daimler og Benz modeller indtil 1897. Scheel er opmærksom på motor-mæssige finesser og afviser for eksempel også lckx' påstand om, at Hammel Vognen ikke i 1887 kan have haft den fortøjskonstruktion med gafler, den oprindelig havde.
   Sammenligningen af motor konstruktionerne, og ikke mindst af motorernes ydelse, kalder Scheel sin bilistiske kulstof 14-metode. Scheel har sendt os hele materialet, der kun i forkortet form findes i artiklen i AQ. Og Scheels konklusioner er altså, at Hammel har været vel bekendt med, hvad der foregik i Cannstadt og Mannheim, og at hans konstruktion er en blanding af Daimler/Maybach og Benz, med originale detailler tilføjet. Scheel sætter det op i tre koordinatsystemer for middel effektivt tryk, for varmebelastningen på stempelkronen og for stempelhastigheden, hvor han med acceptabel nøjagtighed påviser, at Hammel passer ind i 1886-87.
   Trods sit fjerne domicil i Canada har

Scheel gjort nogle opdagelser, vi under den forcerede forskning i år ikke fik med. Således at Hammels gravsted stadig findes på Assistens Kirkegård i København, skønt det hjemfaldt for nogle år siden. Scheel har den tanke, at Danmarks Tekniske Museum skulle bekoste at få det vedligeholdt, jeg skal indskrænke mig til at synes, at man måske skulle tage vare på mindestenen.
   Jeg har i min korrespondance med Scheel fremsat en indbydelse til at gæste DVK i vore mødelokaler i Nivå men fået det nedslående svar, at Scheel ingen aktuelle planer har om at komme til Danmark, så meget mere som såvel børn som børnebørn også bor i Canada.